Som fortalt til Raksha Bharadia.

Lad os kalde hende Anita. Hun er smykkedesigner, og en aften over et glas vin fortalte hun mig om sit ægteskab. Og som amerikanere har det med at være, når de beslutter sig for at åbne op, var hun åbenhjertig og hudløst ærlig. Hun havde været gift i 16 år, da hun mødte sin elsker.

Han var kommet for at vælge en jubilæumsgave til sin kone. Ironisk, ikke? Det føltes som kærlighed, måske var det. Solopgangen virkede smukkere, blomster duftede sødere, og jeg kunne ikke vente med at vågne om morgenen for at se, om der var en besked fra ham eller en telefonsvarer. Vi udvekslede billeder, nogle gange ti om dagen. Han fik mig til at føle mig ønsket og smuk. Han værdsatte alt ved mig, mine designs, mindressing, mine læber... Jeg trænede med en urmus' præcision, kom i bedre form, blev tonet, og jeg elskede den person, der så tilbage på mig i spejlet. Jeg var forelsket, ikke bare i ham, men i mig selv og livet. Jeg var utrolig glad. Man siger jo, at en af de ting, man skal passe på med, er at flashe sin egen glæde, når man er i et forhold. Mit dumme grin og jeg-er-i-himlenblikke afslørede mig.

Men man kan ikke skjule en affære ret længe. Da min mand fandt ud af det og konfronterede mig, tilstod jeg. Fortalte ham, at jeg var forelsket, og at jeg ville flytte ud med min kæreste næste dag. Jeg var hundrede procent overbevist om min beslutning. Min kæreste og jeg havde diskuteret en sådan situation og havde planlagt vores fremgangsmåde, og dagen var kommet. Min mand, der var for vred dengang, forhindrede mig ikke i atog går.